Neuroaffektiv
Neuroaffektiv tilgang til psykoterapi tager udgangspunkt i forståelsen af, at vores oplevelser, følelser og relationer er tæt forbundet med hjernens og nervesystemets udvikling. Det betyder, at det, vi mærker og gør, ikke kun kan forstås psykologisk, men også som noget, der har et biologisk og kropsligt grundlag.
Gennem livet udvikler vi forskellige måder at regulere os selv på. Denne regulering er formet af vores tidlige erfaringer – især i relation til andre mennesker. Hvis vi er blevet mødt med tilstrækkelig kontakt og afstemning, udvikles der typisk en større evne til at være i følelser, regulere dem og indgå i relationer. Hvis erfaringerne har været mere urolige eller mangelfulde, kan reguleringen blive mere sårbar.
I den neuroaffektive tilgang arbejdes der med tre overordnede niveauer i vores oplevelse: det autonome, det limbiske og det præfrontale.
Det autonome niveau er forbundet med kroppen og nervesystemets grundlæggende regulering. Her handler det om arousal – om vi er rolige, urolige eller nedlukkede. Reaktioner på dette niveau er ofte hurtige og ikke bevidste. Det kan være uro, spænding, træthed eller en følelse af at være overvældet. Men også oplevelse af behag, nærvær, ro og nysgerrighed.
Det limbiske niveau er knyttet til følelser og relationer. Her oplever vi tilknytning, kontakt og følelsesmæssig mening. Det er også her, vi aflæser andre mennesker og bliver påvirket af deres tilstedeværelse. Mange af vores mønstre i relationer har rødder i dette niveau.
Det præfrontale niveau er forbundet med refleksion, forståelse og evnen til at tænke over os selv og vores situation. Her kan vi skabe overblik, sætte ord på vores oplevelser og træffe valg. Det er her vores identitet bor, her vi gør os tanker om os selv, om andre og om verden.
I et neuroaffektiv perspektiv ses disse niveauer som tæt forbundne. Når reguleringen på de mere grundlæggende niveauer er udfordret, kan det være svært at få adgang til refleksion og overblik. Derfor arbejder terapien ikke kun med tanker og forståelse, men også med kroppen og den følelsesmæssige kontakt.
I praksis betyder det, at tempoet ofte tilpasses det, nervesystemet kan være med til. Der kan arbejdes med opmærksomhed på kroppen, med regulering af arousal og med den måde, kontakten opleves på i rummet. Det kan være små justeringer – en pause, en ændring i tempo, en opmærksomhed på vejrtrækningen – som gradvist skaber mere stabilitet.
Relationen mellem terapeut og klient er central. Det er i en afstemt og regulerende kontakt, at nervesystemet kan finde mere ro. Terapeuten er ikke kun en, der forstår og fortolker, men også en, der med sin tilstedeværelse kan støtte reguleringen.
Arbejdet bevæger sig ofte mellem de tre niveauer. Noget kan først blive mærkbart i kroppen, derefter få en følelsesmæssig betydning og til sidst kunne forstås og sættes ord på. Denne bevægelse tager tid og sker ikke nødvendigvis i en fast rækkefølge, men som en proces, hvor forskellige aspekter gradvist integreres.
Neuroaffektiv tilgang handler ikke om at ændre sig selv gennem vilje alene, men om at skabe bedre betingelser for regulering og kontakt. Når nervesystemet får støtte til at falde til ro, bliver det også lettere at være i følelser og tænke klart.
Over tid kan dette arbejde skabe en større sammenhæng mellem krop, følelser og tanker. Det kan gøre det lettere at mærke sig selv, forstå sine reaktioner og handle mere fleksibelt. Ikke fordi udfordringer forsvinder, men fordi der opstår flere muligheder i mødet med dem.
Med neuroaffektiv forståelse peges på, at udvikling sker i samspillet mellem det biologiske, det følelsesmæssige og det relationelle. Når der er tilstrækkelig støtte i disse områder, kan der opstå bevægelse og forandring. Ikke som noget, der presses frem, men som noget, der vokser frem gennem kontakt og regulering.